Hofleverandørordning udfases

Foto: Kongehuset ©

Ved tronskiftet den 14. januar 2024 var der 104 prædikater som ”Kongelig Hofleverandør”, ”Leverandør til Det Kongelige Danske Hof” og andre særprædikater til danske virksomheder og fem til udenlandske virksomheder. 

Prædikaterne er tildelt individuelt for perioder af fem år og har løbende været forlænget efter ansøgning fra virksomhederne. Hofleverandørerne har haft adgang til at anvende den lukkede kongekrone i forbindelse med prædikatet og virksomhedens navn. Prædikaterne bortfaldt i forbindelse med tronskiftet, hvilket fremgår af ”Vejledning og retningslinjer for Kongelige Hofleverandører” og desuden blev meddelt virksomhederne ved tildeling af prædikatet. 

I forbindelse med tronskiftet meddelte Kongehuset, at prædikaterne kunne anvendes indtil udløbet af den femårige gyldighedsperiode og som minimum indtil den 14. januar 2025, og at der senere ville blive taget endelig stilling til den fremtidige ordning vedrørende kongelige hofleverandører. 

Hofleverandørprædikatet blev historisk set givet til virksomheder eller næringsdrivende, som løbende leverede varer eller tjenesteydelser til Hoffet. Siden er prædikatet i højere grad blevet tildelt som en særlig anerkendelse af en virksomhed ud fra blandt andet kriterier om samfundsansvar og ordentlighed. 

Det er Kongehusets opfattelse, at en ordning, som indebærer, at enkelte virksomheder gennem en årrække kan påberåbe sig en særlig anerkendelse fra Kongehuset, ikke længere er tidssvarende.

Dertil kommer, at en række af de nuværende hofleverandører ikke – eller kun sjældent og i begrænset omfang – leverer varer eller tjenesteydelser til Kongehuset, samt at flere af de virksomheder, der leverer varer eller tjenesteydelser til Kongehuset, ikke er på listen over hofleverandører. Udtrykket ”hofleverandør” er således ikke længere en retvisende betegnelse.

Det er blandt andet på denne baggrund Kongehusets beslutning, at ordningen med udnævnelse af kongelige hofleverandører ophører, og at de nuværende prædikater udfases.

For at give de berørte virksomheder tid til at indrette sig på ændringerne, vil alle eksisterende hofleverandører kunne bruge prædikatet frem til 31. december 2029. Herefter vil prædikatet ikke længere kunne anvendes.

Kongeparret og den øvrige kongelige familie vil fortsat støtte dansk erhvervslivs interesser på en måde, som tilgodeser så mange virksomheder og brancher som muligt. Det vil – som det er tilfældet i dag – ske i forbindelse med blandt andet virksomhedsbesøg, konferencer og erhvervsfremstød i udlandet.

De kongelige hofleverandører har i dag modtaget information om ændringerne i ordningen.