Markeringer i jubilæumsåret

I hele 2022 markeres og højtideligholdes Hendes Majestæt Dronningens 50-års Regeringsjubilæum med en række begivenheder. Jubilæumsåret blev indledt den 14. januar 2022 med statsråd, Folketingets fejring samt kranselægning ved Frederik 9. og Dronning Ingrids grav. De resterende planlagte begivenheder omkring jubilæumsdagen blev udskudt til senere på grund af COVID-19-restriktioner. Regeringsjubilæets tidligere planlagte store begivenheder gennemføres i stedet til september, og programmet for Dronningens 50-års Regeringsjubilæum er som følger:

  • Lørdag den 21. maj markerer Tivoli Dronningens 50-års Regeringsjubilæum med aktiviteter for gæster i haven og en balletgalla i Koncertsalen. Majestæten vil blandt andet besøge Pantomimeteatret, Tivoligardens skrædder og der plantes et jubilæumstræ midt i Tivoli. Om aftenen vil dansere fra blandt andet Hamburg Ballett, Royal Ballet i London, Paris Opera, New York City Ballet og Den Kongelige Ballet optræde i en balletgalla, der overværes af Dronningen og den kongelige familie. Dagen i Tivoli afsluttes med festfyrværkeri.

  • Den 3.-4. juni afsluttes årets første sommertogt med et todages besøg i Aarhus Kommune, hvor kommunen markerer Dronningens 50-års Regeringsjubilæum.

  • I sommermånederne fejrer den franske by Cahors Dronningens Regeringsjubilæum og sætter fokus på Danmark med flere arrangementer, blandt andet to udstillinger, der begge hedder ”Margrethe II de Danemark: artiste-Reine”. På byens helt nyrenoverede Musée Henri-Martin vises i perioden 15. juli 2022 – 5. marts 2023 i alt 70 værker, både malerier, akvareller og découpager, udført af Dronningen, mens byens bibliotek, la médiathèque du Grand Cahors, viser Dronningens vignetter til Tolkiens trilogi Ringenes Herre fra 15. juli -13. oktober 2022.
  • Lørdag 10. september er det muligt at se Dronningen i forbindelse med et stort vagtskifte klokken 12.00 på Amalienborg, hvor den kongelige familie viser sig på balkonen. Efterfølgende kører Majestæten gennem København i karet for at deltage i Københavns Rådhus festligholdelse af jubilæet. Om aftenen ankommer Dronningen også i karet, når der er gallaforestilling på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Forestillingen transmitteres af DR.

  • Søndag den 11. september begynder med en festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Midt på dagen afholdes der frokost på Kongeskibet Dannebrog, og om aftenen afholder Dronningen gallataffel på Christiansborg Slot, hvor den kongelige familie, udenlandske gæster og repræsentanter for det officielle Danmark deltager. TV 2 vil være vært for et underholdningsshow.

  • Fredag den 23. september afholder Dronningen aftenselskab for Regeringen, Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Aftenselskabet er en del af markeringen af Regeringsjubilæet, og gæsterne og den kongelige familie vil ud over en middag også opleve underholdning i Riddersalen på Christiansborg Slot.

På kongehuset.dk er der oprettet en temaside for Dronningens 50-års Regeringsjubilæum, hvor informationer om jubilæet løbende opdateres. Her er det blandt andet også muligt at downloade det officielle jubilæumslogo, der er stillet til rådighed for fejringen året igennem. Information om akkreditering med videre vil tilgå pressen særskilt.