Meddelelse fra H.M. Kongen
I morges stod vi op til et trist syn, da røg over Københavns tage vidnede om den ødelæggende brand på Børsen. En vigtig del af vores arkitektoniske kulturarv stod og står fortsat i flammer.
Gennem 400 år har Christian 4.s bygningsværk Børsen været et markant vartegn for København.
Gennem generationer har det karakteristiske dragespir været med til at tegne København som ”tårnenes by”.
Frem til i dag har vi anset den historiske bygning som et smukt symbol for vores hovedstad og et byggeri, vi som nation har været stolte af.
Dronningen og jeg vil gerne takke alle dem, der siden tidligt i morges har sikret, at ingen er kommet til skade, og som har kæmpet for at redde så meget som muligt af både bygningen såvel som de mange kulturskatte og kunstværker, som Børsen indeholder.
Frederik R.