Nye kongelige flag

I forbindelse med det nye kongevåben, er det blevet besluttet at ajourføre de kongelige flag. Kongeflaget har det nye kongelige våben i spunsen (midterfeltet), mens et nyt flag er indført for H.M. Dronningen og for H.K.H. Kronprinsen.

I Dronningens flag ses i spunsen Dronningens våben, som er et alliancevåben sammen med Kongens våben. I Dronningens skjold ses i et guld felt en rød dobbelthovedet ørn med et sort skib på brystet, som er symboler fra den skotske klan Donalds heraldik.

I et blåt skjoldhoved ses to syvoddede stjerner af guld, som symboliserer Australien og derimellem en rose af guld som et symbol på det feminine og på skønhed.

Under skjoldene ses Elefantordenens kæde og skjoldene er kronet af kongekronen.

 

I Kronprinsens flags ses i spunsen kongevåbenet kronet med den særlige kronprinsekrone, som dermed markerer, at det er Kronprinsens våben.

Skjoldet er omgivet af Elefantordenens kæde. 

Det nye kongeflag kan fra den 1. januar 2025 opleves på Amalienborg, hvor Kongeflaget hejses over både Frederik VIII’s Palæ og Christian VII’s Palæ i forbindelse med nytårstaflet.

De kongelige flag

Kongehuset benytter sig af en række særlige flag, som alle har det til fælles, at der er tale om Dannebrog i form af splitflaget med særlige mærker i midterfeltet (spunsen). 

De kongelige flag markerer, om medlemmer af den kongelige familie har ophold på en bestemt lokalitet, eller for Søværnets og Flyvevåbenets vedkommende, at en kongelig person er om bord. Er rigsforstanderflaget hejst, vidner det om, at H.M. Kongen og H.K.H. Kronprinsen begge opholder sig uden for riget, og at en rigsforstander derfor er trådt i funktion.

De kongelige flag anvendes også på de kongelige biler ved officielle lejligheder, hvor de på tilsvarende måde viser, hvilke medlemmer af den kongelige familie, der transporteres i bilerne.