Historien er fuld af stærke mænd. Og selvfølgelig er historien også fuld af stærke kvinder.

Usædvanlige kvinder. Modige kvinder. Ukuelige kvinder. Udskældte kvinder. Og udstødte kvinder. 

Stærke kvinder har historisk også været kontroversielle kvinder. 

Mange af de kvinder, vi husker, måtte bringe store ofre i løbet af livet. De brød med tidens normer og banede vejen for andre kvinder ved at være foran deres tid. Og ofte er det først i bagklogskabens klare lys, at deres gerninger kommer rigtig til deres ret.

Grevinde Danner er ingen undtagelse. Hendes eftermæle var længe undervejs. Og hun blev set skævt til og lagt for had i sin samtid.

Livet som mønsterbryder var langt fra let i 1800-tallet. Man kendte sin plads. Det bremsede dog ikke den unge Louise Christine Rasmussen, datter af en vaskekone og syerske, i at søge lykken uden for egen stand.

Hun gjorde det utænkelige. Hun tog turen fra rendestenen til balletgulvet til de bonede gulve og endte med at blive gift til Kongens venstre hånd.

Med Frederik 7.’s berømte ord: 
”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere”, blev Louise Christine Rasmussen til Lensgrevinde Danner. 

Trods sin titel blev grevinde Danner aldrig accepteret af borgerskabet, og hun måtte finde sig i meget. Blandt andet beskyldninger om misbrug af Kongens kærlighed i smædeskrifter og karikaturtegninger.  

Anklagerne afholdt dog ikke grevinde Danner fra at bruge sin position til at søge indflydelse og skabe forandringer. Hun blandede sig – også i politik.

I det hele taget glemte hun aldrig sit ophav. Hun delte penge ud til fattige, inviterede byens borgere ind på Jægerspris Slot og etablerede senere et børnehjem samme sted.

Hun kæmpede for dem, der havde mindst, og fik denne smukke bygning opført som et hjem for fattige fruentimmere.

Grevinde Danner døde i 1874, og året efter, i 1875, stod Dannerhuset færdigt. Hun så altså aldrig det endelige resultat, men havde uden tvivl været stolt af alt det, bygningen har huset siden.

Dannerhuset var et kvindehus og er et kvindehus. Her kan kvinder og deres børn føle sig trygge, når deres hjem ikke længere er det. 

Grevinde Danners historie er også Danmarkshistorie.

Et monument er et mindesmærke, og i grevinde Danners tilfælde vil det stå som et symbol på hendes betydning for kvindefrigørelse, social bevidsthed og social bevægelighed.

Men billedhugger Kirsten Justesens imponerende monument er mere end det. Skulpturen fortæller historie og skriver historie.

Når kvinder, der har sat spor i vores fortid, træder ud af skyggen og ind i vores fælles bevidsthed, så udvides vores forståelse. Ikke alene af, hvad vi kommer af, men også af hvem vi er og kan blive til.

Grevinde Danner var en stærk kvinde – for mig personlig har det været fascinerende at dykke ned i hendes historie.  

Dannerhuset er et levende bevis på hendes sociale engagement.

Jeg har besøgt denne smukke og ikoniske bygning flere gange de sidste 10 år, og alle gange har jeg været imponeret af kvindernes styrke.

Vold i nære relationer nedbryder mennesker, og det er derfor også en kraftpræstation, hver gang en voldsudsat kvinde tager det modige skridt ud af volden.  

I dag, på FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, markerer vi grevinde Danner med et monument. Et monument, der kan minde os alle om, at vi som globalt samfund ikke er i mål. Langt fra. Der er fortsat masser at arbejde for.

Jeg har glædet mig meget til at se det endelige resultat og til at afsløre det, der fremover vil stå som et mindesmærke for alt det, grevinde Danner var og stod for.  

Jeg vil gerne takke alle, der har gjort det muligt at hylde en af historiens stærke kvinder.

Tak.  

(Det talte ord gælder)