H.M. Dronningens tale ved gallataffel på Christiansborg Slot den 11. september 2022 i anledning af 50-års regeringsjubilæet
Offentliggjort den 11. september 2022.
Når jeg i aften byder velkommen til dette gallataffel på Christiansborg, er det ikke uden vemod. Torsdag den 8. september afgik Dronning Elizabeth II af Storbritannien ved døden. Det gør et stort indtryk på os. Jeg vil derfor bede alle om at rejse sig og med mig holde ét minuts stilhed i respekt for Dronning Elizabeth og hendes lange gerning.
(Ét minuts stilhed) --- TAK
I denne sal er vi omgivet af Danmarks historie skildret i festlige farver med udgangspunkt i de mange regenter, berømte såvel som oversete, der har stået for vort land i mere end tusind år.
I lyst og i nød, i medgang såvel som modgang, har de påtaget sig det hverv og den udfordring, som til enhver tid er blevet deres og Danmarks skæbne.
Der er nu gået 50 år siden jeg trådte ind i denne lange række – til den samme forpligtelse og til det samme ansvar – men altid har jeg følt en oprigtig glæde og taknemmelighed ved min gerning, støttet af hele det danske folk, af det færøske folk og af det grønlandske folk.
Jeg blev ikke født til denne rolle. Min verden og min fremtid skiftede kurs ved grundlovsændringen i 1953. I mine unge år var det min far, Kong Frederik, der altid støttede mig og troede på, at jeg nok skulle klare det, når den dag kom. I de følgende mange år stod min mand Prins Henrik ved min side - med kærlighed og støtte. Jeg havde også den glæde i mere end 25 år at have min mor, Dronning Ingrid, som inspiration og eksempel.
Frederik og Mary, Joachim og Marie! I fire er mig til stadig støtte og glæde både herhjemme og i udlandet, med alt hvad I overkommer, og i alt hvad I foretager jer, og som mine otte børnebørns gode og kærlige forældre. I dag skal der lyde en stor tak for jeres ansvarsbevidste og flittige indsats.
Christiansborg er sæde for Regering og Folketing og for landets øverste domstol, Højesteret. Det nære samarbejde gennem alle disse år har altid været tillidsfuldt og præget af gensidig respekt, og derfor ligger det mig på sinde ved denne gallamiddag at kunne udtrykke min dybfølte tak.
Ingen nationer i verden står hinanden så nær som de nordiske. Derfor har jeg set frem til at byde velkommen til Kong Carl Gustaf og Dronning Silvia af Sverige, til Kong Harald og Dronning Sonja af Norge, til Finlands præsident Sauli Niinistö og fru Jenni Haukio og til Islands præsident Guðni Jóhannesson og fru Eliza Reid.
Vi er mange forsamlede her i Riddersalen på Christiansborg. Min velkomst omfatter alle, både her og ud over det ganske land, ja i hele riget, med min inderlige tak for den varme opmærksomhed, som jeg har oplevet, ikke alene i forbindelse med mit jubilæum, men også i løbet af alle disse år.
Et hjerteligt velkommen til alle!
(Det talte ord gælder)