H.M. Kongens tale ved konferencen ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse den 23. maj 2024

Ledelse handler om mennesker. Om at nå fælles målsætninger. Om at lykkes sammen.

Det er afgørende i en tid, hvor samfundsudfordringerne tager til både lokalt, nationalt og globalt. Vi har brug for hinanden, når vi skal finde svar på de udfordringer, vi står overfor.

Men hvad er god ledelse, og hvad er en god leder?

Det er et godt spørgsmål uden noget enkelt svar. Det ved I om nogen her på Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. For god ledelse kommer ikke på formel, og det ændrer sig over tid og efter kontekst. Nutidens hyldede ledere ville formentlig ikke have haft succes for 50 eller 100 år siden, og en god leder af et kompagni i Forsvaret er ikke nødvendigvis en god leder i en vuggestue.

Omvendt går noget igen, og der hersker i dag stor enighed om værdien af personlig ledelse. Vi følger mennesker mere end kasketter. Og nogle af de egenskaber, der hyppigt kobles på den gode leder, er ifølge den canadiske professor og ledelsesekspert Henry Mintzberg egenskaber som:

Modig, engageret, nysgerrig, selvsikker, oprigtig, reflekterende, indsigtsfuld, innovativ, åben, tolerant, kommunikerende, beslutningsdygtig, handlingsorienteret, pragmatisk, proaktiv, karismatisk … og sådan fortsætter det op til i alt 50 oplagte lederegenskaber.

Det er bare det. Eller rettere; det er alt det.

Jeg ved ikke med jer, men jeg tror, de fleste ville tøve en kende med at søge den stilling, hvor alle 50 egenskaber stod under personlige kvalifikationer.

Vi stiller høje krav til ledere, samtidig med at ledelse ikke er en eksakt videnskab med tilhørende facitliste. Ledelse kræver konstant aflæsning og tilpasning.

I min tid i forsvaret lærte jeg, at forberedelse altid kommer godt igen, men også at vi ikke kan forberede os på alt. Enhver plan – uanset hvor god og grundig den er – kan gå i vasken og kræve improvisation i stedet. Virkeligheden afviger ofte fra skrivebordsøvelserne.

Det forestiller jeg mig, at mange her genkender. Bedst, som man troede, at alle flanker var dækket af, åbner der sig en ny. Det gælder vel i grunden ikke alene arbejdslivet, men livet generelt. I morgen viser sig sjældent i dag.

Titlen på dagens konference er ”God offentlig ledelse – betydning, adfærd og barrierer”.

God ledelse afhænger af situationen og af, hvad vi gør i situationen. Det er mere ’walk’ end ’talk’, og det er lettere sagt end gjort at sikre god ledelse i hverdagen. Uanset hvor højt oppe i systemet, vi kommer, vil der stadig være barrierer:

For brede ledelsesspænd, ufleksible regler, foranderlige omgivelser … I har uden tvivl jeres egne eksempler.  

Barrierer er en del af det at bedrive ledelse. Og det er i mødet med bumpene på vejen, at vi får brug for alt det, vi har lært. Centerleder Lotte Bøgh Andersen har sammen med et par kollegaer formuleret det således i bogen ”God ledelse” – og jeg citerer: ”Hvis man omsætter generelle indsigter til sin egen kontekst, kan man dygtiggøre sig som leder, og en del af dette arbejde handler om selvindsigt.” Citat slut.

I har valgt at bruge dagen til at udvikle jeres lederskab sammen med andre offentlige ledere. Centerets vision er at bidrage til en bedre offentlig sektor gennem relevant viden om offentlig ledelse. Det handler ultimativt om vores fællesskab og om alle de mennesker, der indgår i det. Det handler om at lykkes sammen.

Tak, fordi I prioriterer det her i dag.

(Det talte ord gælder)