Program for statsbesøg fra Frankrig
H.E. Republikken Frankrigs Præsident Emmanuel Macron og fr. Macron kommer på statsbesøg i Danmark den 28. – 29. august 2018.
Besøget bliver det andet statsbesøg fra Frankrig, siden H.M. Dronningen blev regent i 1972. Det første fandt sted i 1982, hvor daværende præsident François Mitterrand besøgte Danmark.
Fire år forinden var Regentparret på statsbesøg i Frankrig, nemlig i 1978, hvor præsident Valéry Giscard d'Estaing var vært for besøget.
Program
Kranselægning på Kastellet
Kl. 11.10
Kronprinsparret modtager Præsidentparret og deltager i en kranselægning ved monumentet på Kastellet.
Officiel modtagelse på Amalienborg
Kl. 11.30
Præsidentparret kører sammen med Kronprinsparret til Amalienborg eskorteret af Gardehusarregimentets hesteskadron. Ved ankomsten til Christian VII’s Palæ modtager H.M. Dronningen Præsidentparret. D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie og H.K.H. Prinsesse Benedikte er til stede.
Arbejdsfrokost
Kl. 12.20
H.K.H. Kronprinsessen er vært ved en arbejdsfrokost med fokus på ligestilling med deltagelse af fr. Macron i Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.
Møde med Statsministeren
Kl. 12.30
Præsidenten deltager i et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Besøg på Designskolen
Kl. 14.40
Kronprinsessen besøger sammen med fr. Macron Designskolen på Holmen i København. Her vil Kronprinsessen og fr. Macron blandt andet deltage i en rundvisning på skolen og få en introduktion til skolen og elevernes arbejde med bæredygtig design og mode.
Møde med Folketingets formand og partiformænd
Kl. 15.00
Præsidenten deltager i et møde med Folketingets formand Pia Kjærsgaard, gruppeformænd og formænd for relevante komitéer.
Spadseretur til Det Kongelige Bibliotek
Kl. 15.30
Præsidenten og Statsministeren spadserer fra Christiansborg til Det Kongelige Bibliotek.
Præsentation af Søren Kierkegaard manuskripter
Kl. 15.45
H.K.H. Kronprinsen deltager sammen med Præsidenten og Statsministeren i en præsentation af Søren Kierkegaard manuskripter på Det Kongelige Bibliotek.
Konference på Den Sorte Diamant
Kl. 16.00
Præsidenten og Statsministeren deltager i en konference og debat om Europa på Den Sorte Diamant. Kronprinsen er til stede og overværer debatten.
Sejltur i Københavns Havn
Kl. 17.45
Præsidentparret og Statsministerparret deltager i en sejltur i Københavns Havn.
Gallataffel på Christiansborg Slot
Kl. 20.00
Dronningen er vært ved et gallataffel til ære for Præsidentparret. Ved gallataflet deltager Kronprinsparret, Prins Joachim og Prinsesse Marie, Prinsesse Benedikte, regeringen, Folketingets Præsidium, den franske delegation og repræsentanter fra udvalgte virksomheder m.fl.
Ved gallataflet vil der være taler ved Dronningen og Præsidenten.
Se gæsteliste ved gallataflet.
Se menu og musik ved gallataflet.
Afsked
Kl. 9.00
Dronningen og Kronprinsparret tager afsked med Præsidentparret i Christian VII's Palæ, Amalienborg, hvor der skrives i gæstebog og signeres på vinduesrude.
Besøg i Dansk Industri
Kl. 9.25
Kronprinsen besøger sammen med Præsidenten og Statsministeren Dansk Industri og deltager her i en fransk-dansk erhvervskonference under temaet ”Transforming France: A Nordic Perspective”.
Besøg på Rysensteen Gymnasium
Kl. 9.30
Kronprinsessen og fr. Macron besøger Rysensteen Gymnasium og får under besøget en introduktion til skolens "Global Citizenship Programme". Kronprinsessen og fr. Macron spadserer efterfølgende til skolens lokaler på Flæsketorvet og overværer her en undervisningstime.
Besøg på Glyptoteket
Kl. 11.00
Kronprinsparret besøger sammen med Præsidentparret Glyptoteket og deltager i et kulturelt arrangement med en række danske kunstnere og kulturpersoner.
Returarrangement i Skuespilhuset
Kl. 13.50
Som afslutning på statsbesøget afholder Præsidentparret et returarrangement i Skuespilhuset med deltagelse af Dronningen, Kronprinsparret, Prins Joachim og Prinsesse Marie og Prinsesse Benedikte.
Præsidentparret aflægger under statsbesøget desuden sammen med statsministerparret et kort besøg for en mindestund ved Krudttønden.