H.K.H. Kronprinsessens 50-års fødselsdag

H.K.H. Kronprinsessens 50-års fødselsdag.

H.K.H. Kronprinsessen fylder 50 år den 5. februar 2022, og fødselsdagen vil blive markeret med en række begivenheder i begyndelsen af februar.

På baggrund af den aktuelle situation med smitte i samfundet og den usikkerhed, der fortsat er om udviklingen af Covid-19, har H.M. Dronningen sammen med H.K.H. Kronprinsessen besluttet at aflyse det planlagte gallataffel på Rosenborg Slot den 4. februar 2022 i anledning af Kronprinsessens 50-års fødselsdag.

Mary Fondens planlagte fødselsdagsmarkering udsættes til senere på året.

Læs mere om aflysning af gallataffel på Rosenborg Slot.

 

Denne side opdateres løbende med information om begivenheder, der finder sted i anledning af fødselsdagen.

Program

TORSDAG DEN 27. JANUAR 
UDSAT: Mary Fondens fødselsdagsmarkering

Mary Fonden inviterer torsdag den 27. januar kl. 15.00 samarbejdspartnere og netværk til en markering af den runde fødselsdag og Kronprinsessens indsats som formand i Mary Fonden. Markeringen vil have fokus på, hvordan Mary Fonden og deltagerne i fællesskab fremadrettet kan bidrage til at skabe et samfund, hvor alle oplever, at de hører til.

MANDAG DEN 31. JANUAR
Udstillingsåbning på Koldinghus
Hendes Kongelige Højhed forestår mandag den 31. januar kl. 11.00 åbningen af særudstillingen ’Mary og Kronprinsesserne’ på Koldinghus i Kolding. Udstillingen tegner et portræt af Kronprinsessen og Kronprinsessens forgængere i Glücksborg-slægtens historie og sætter fokus på den opgave og de muligheder, der ligger i at være kronprinsesse. H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Prinsesse Benedikte deltager ligeledes.

ONSDAG DEN 2. FEBRUAR
Besøg i Zoologisk Have København
Den 2. februar kl. 10.00 aflægger Kronprinsessen besøg i Zoologisk Have København og foretager første spadestik til ”Marys Australske Have” - et nyt anlæg tilegnet de australske dyr.

Åbning af videnscenter ved Københavns Universitet
På Københavns Universitets Søndre Campus vil Kronprinsessen onsdag den 2. februar kl. 15.00 åbne et nyt videnscenter, som får navnet 'Crown Princess Mary Center – solving problems through research and partnerships'.

Det nye center har til formål at opbygge et tværfagligt vidensmiljø, som har fokus på at finde nye løsninger på aktuelle samfundsudfordringer med mennesket i centrum. Hendes Kongelige Højhed vil – foruden at lægge navn til centeret – blive tilknyttet centerets Advisory Committee, som har en rådgivende funktion i forhold til centerets opgaveløsning.

TORSDAG DEN 3. FEBRUAR
Udstillingsåbning på Frederiksborg Slot
På Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot vil Kronprinsessen torsdag den 3. februar kl. 14.00 forestå åbningen af særudstillingen ’H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972 – 2022’, som fortæller om Kronprinsessens personlige historie og betydning for det danske kongehus og Rigsfællesskabet gennem billeder, portrætter, dragter og personlige genstande. I forbindelse med udstillingsåbningen vil et nyt portræt af Hendes Kongelige Højhed blive afsløret. Kronprinsen deltager ligeledes i åbningen af udstillingen. 

FREDAG DEN 4. FEBRUAR
AFLYST: Gallataffel på Rosenborg Slot
Fredag den 4. februar kl. 19.00 samles gæster på Rosenborg Slot til gallataffel i anledning af Kronprinsessens fødselsdag. Hendes Majestæt Dronningen er vært for taflet, hvor blandt andet den kongelige familie og repræsentanter for det officielle Danmark deltager.

SØNDAG DEN 6. FEBRUAR
TV 2’s fødselsdagsshow ”Mary 50 – vi fejrer Danmarks kronprinsesse”
Kronprinsfamilien overværer søndag den 6. februar kl. 20.00 TV 2’s fødselsdagsshow ”Mary 50 – vi fejrer Danmarks kronprinsesse”. Fødselsdagsshowet finder sted i Vilhelm Lauritzen Terminal i Kastrup.

I forbindelse med fødselsdagen udgives der et officielt logo, som kan downloades fra Mediebanken på kongehuset.dk. Fødselsdagslogoet er til brug for medier, kommuner, organisationer, foreninger, virksomheder, forretninger og andre, der på den ene eller anden måde ønsker at deltage i markeringen af Kronprinsessens 50-års fødselsdag.

Designbureauet Kontrapunkt står bag det officielle logo.

Gå til Mediebanken.

Pressetilmelding og -akkreditering

Information om pressetilmelding og ønske om akkreditering skal ske til den eksterne arrangør.

Pressekontakter fremgår af de officielle programpunkter. Gå til kalender.